I december 2018 var min mand Frank ude for et frygteligt biluheld lige udenfor København. Det var en glat morgen, og han var på vej til arbejde. Det havde været en meget mild vinter, så vi havde ikke fået vinterjul på bilen. Jeg rammes stadig af skyldfølelse den dag i dag.

Frank er på vej ud af København på motorvej, da trafikanten foran ham pludselig bremser hårdt op. Frank reagerer prompte og bremser hårdt – men på grund af de manglende vinterdæk rammer han op i bilen foran ham. Både Franks bil og bilen foran bliver totalskadet, og Frank brækker kravebenet og får et piskesmæld.

Varige mén både psykisk og fysisk

Med tiden skulle det vise sig, at de fysiske mén kun var en lille pris at betale for Franks og min uansvarlighed.

Franks kraveben helede, piskesmældet er gået væk med hjælp fra dygtige fyseterapeuter. Desværre udviklede Frank angst for at køre bil. Han kunne ikke køre en bil uden at få flashbacks til ulykken.

Jeg besluttede at give ham tid. Han skulle have tid til at komme sig over chokket og nærdødsoplevelsen. Tiden gik, og pludselig var der gået to år.

Der måtte tænkes ud af boksen

Jeg snakkede med mange veninder og familiemedlemmer om problemet.

Alle anbefalede, at jeg skulle give ham tid og finde en måde, hvorpå jeg kunne gøre ham tryg ved at køre igen. Det var en svær opgave.

Årsagen til ulykken var jo ikke Franks kørsel ellervores bil, der var noget galt med. Men derimod det faktum, at vi ikke havde fået vinterdæk på.

Jeg fik den idé at købe vinterdæk til ham i julegave. Helt nye, med perfekt mønster, og de bedste på markedet. Jeg blev kyndigt vejledt af Biløens Autoservice, som gav mig en efterfølgende god pris på dækskifte København. Priserne er oftest ret høje, men jeg synes, de var meget fair.

Så fik han sine nye vinterdæk

Så blev det juleaften, og det blev tid til at give Frank hans nye vinterdæk. De var splinternye Yokohama dæk. Jeg går ikke særlig meget op i biler eller dæk, men selv jeg synes, de var flotte. Jeg havde gemt dem i vores udestue, og da jeg førte ham derud og viste ham dem, kunne jeg godt se nervøsiteten brede sig i hans ansigt.

”Nej skat”, siger han bare. Men jeg nikkede blot kærligt og sagde ”det er tid skat”. Han kiggede fortvivlet på mig, men endte med at nikke. Vi fik hurtigt skiftet dækkene hos Biløens værksted, og så tog jeg ellers hjem og hentede ham og bad ham sidde forrest.

Det var nervepirrende og svært for ham til at starte med. Vi kørte meget langsomt – og ikke i nærheden af nogen rundkørsler! Efter en lille times tid, begyndte han langsomt at køre lidt hurtigere og mere friskt. Han så glad og lettet ud. Det virkede til at et par sikre hjul, var det der skulle til for at få ham tilbage på vejene. Tak til Biløens Autoservice for den bedste rådgiving og de dejlige hjul. Nu vil jeg nyde tiden som passager lidt ekstra.