Du har sikkert en far, svigerfar, kæreste eller bror, der aldrig ønsker sig noget. Det er simpelthen så frustrerende. Jeg er selv den ”heldige” indehaver af både en far og kæreste, der mener, de har alt. Derfor ønsker de sig aldrig noget til hverken jul eller fødselsdag. Ikke ligefrem sjove typer at købe gaver til.
Hvis du ligesom mig af rent princip nægter at give pengegaver, så læs med her. Jeg har nemlig samlet mine bedste idéer til, hvad du kan give i gave til manden, der konsekvent aldrig har en ønskeliste.
Du går aldrig galt i byen med et flot stykke tøj
Herretøj kan enhver mand altid bruge. Selv hvis han ikke selv går op i hverken tøj eller mode, så gør du ham en tjeneste ved at spare shopping turene væk fra hans tidsplan. For at ikke nævne, at du sørger for at han ser mere præsentabel ud – og det er jo aldrig en skidt ting.

Personligt synes jeg at en sjov gave som en butterfly, et slips eller en flot skjorte er en rigtig god gave. Det er den slags tøjtilbehør og festtøj, de fleste mænd ikke har for meget af – så det vil han helt sikkert blive glad for. Det får han nemlig aldrig købt selv.
Ellers kan du også give ham en varm morgenkåbe eller nogle lækre varmefutter. Det er også den slags beklædning, mænd aldrig køber til sig selv. Alligevel er det noget, man altid kan bruge, når man går rundt derhjemme på de kolde vinteraftener. Eller til de langsomme morgener, hvor man har glemt at få tændt for gulvvarmen.
En god oplevelsesgave
En ting, man aldrig kan ønske sig, er en oplevelse, som man ikke har overvejet. Sidste år gav jeg en ølsmagning til min far, som han brugte sammen med sine gamle kollegaer fra sit gamle arbejde.
Efter han havde skiftet job, talte han ofte om, at han savnede de ”gamle hoveder” fra det gamle kontor. Når man har børn og familie, går der tit langt i mellem, at man ses. Det var i hvert fald hans forklaring, når man spurgte ham, hvorfor de så ikke bare så hinanden noget mere.
Så jeg tænkte, jeg ville give dem en rigtig god og sjov anledning for at slå hovederne sammen. Derfor købte jeg en ølsmagning for 5 som en oplevelsesgave. Min far (der jo selv mener, han har alt) blev så utrolig glad. Det samme kan siges om hans venner, da de fik invitationen.
De elsker alle øl, og manglede nok bare en god undskyldning for konerne derhjemme til at komme ud og få en rigtig mandeaften. Så hvis du er i tvivl, så køb en oplevelsesgave, som passer til personen, du skal give gave til. Uanset om det er en ginsmagning, ølsmagning, ophold med konen eller en tur i ferrari, så vil det helt sikkert falde i god jord.
En gavekurv med hans yndlingsprodukter
En anden sjov gaveidé er en kurv med alle hans hverdagsfavoritter. Det kan være alt fra hans yndlings rom til et gavekort til hans yndlingsspisested. Måske har han en yndlingsparfume eller deo? Eller har du lagt mærke til, der er huller i alle hans underbukser?
Det er kun fantasien (og humoren) der sætter grænser ved denne gave. Jeg gav min kæreste en ansigtscreme i hans kurv sidste år, fordi han altid klagede over at have tør hud. Han mente bestemt ikke, han trængte til creme – det gik mænd jo ikke med. Men når han nu fik en creme i gave fra sin kæreste, så var der ikke så meget at gøre. Da han endelig kom i gang med cremen, blev han dog rigtig glad for den. Resultatet kunne også hurtigt ses på hans hud. Jeg håber, du kunne bruge mine anbefalinger, og at du finder frem til den helt rigtige gave til den kræsne modtager.